Vores skønne Felix

De sidste dage har jeg haft Felix hjemme med influenza og vi har bare hygget os maks, ingen problemer ingen udbrud, bare en glad feberramt dreng. Derfor tænkte jeg at det ville passe at fortælle jer lidt om ham.

Det sidste års tid har jeg været bekymret for Felixs udvikling. Jeg begyndte at lægge mærke til at han ikke viste os forældrene eller folk omkring os så meget opmærksomhed som hans søskende. Han havde heller ikke lige så meget brug for os som de to andre, legede bedst med sig selv. Vi begyndte at lægge mærke til at han havde svært ved at kigge os i øjnene, og mens de andre begyndte at snakke mere og mere sagde han kun babylyde. De andre begyndte også at lege mere “sammen” eller med det samme legetøj, hvor han trak sig til at lave noget andet.

Vi fik tjekket hans øre til at være sikker på at han kunne høre, og der var ingen problemer. Det var jeg sådan set aldrig rigtigt i tvivl om da han altid kom løbende hvis jeg spurgte om han skulle have vand eller noget at spise, og han kom også løbende hvis han kunne høre en af hans yndlingssange komme på i fjernsynet. Det betyder også at han forstår hvad vi siger.

Motorisk er han slet ikke bagud, men det er det sociale der mangler. Han har som sagt været ligeglad med hans søskende og til tider også hans forældre. Efter at han startede i vuggestue – hvilket var meget hårdt for ham – har han ændret sig meget og udviklet sig en hel del – bare på sin egen måde 😊 Hvis han så sig mulighed for det spurtede han væk fra os uden at kigge sig tilbage. I dag sørger han for at alle er ud af døren før han selv går ud. Han er også vildt god til at gå og holde i hånden – som om at han vil være sikker på at man er med. Han er begyndt at vise sine søskende opmærksomhed (dog i små doser). De får en gang imellem kys og kram og hvis de har tøj på han synes er flot og spændende, kommer han helt tæt på og stirrer på tøjet. Hvis de leger en leg der fanger ham, står han og kigger på og smiler, ja eller deltager lidt i periferien. Han elsker kys og kram fra hans forældre og elsker at få læst bøger, og så kan han fordybe sig i sin helt egen verden i meget lang tid af gangen. Når han ser noget der er sjovt vifter han med armene og hopper op og ned – jeg er helt sikker på at hvis mennesket nogensinde lærer at flyve så bliver Felix den der gør det 😝

Men han er meget egoistisk og lidt lige som en lille barn i sin helt egen boble. Han viser ikke omsorg eller bliver ked af hvis han gør noget der gør andre kede af det. Han har svært ved at forstå et nej og griner os lige op i ansigtet hvis vi skælder ham ud. Vi har fået det råd at sige nej til ham og så vise ham hvad det er han må. Så f.eks. i går da han tog en blyant og tegnede på fjernsynet 😱 sagde jeg nej og trak ham over til bordet hvor deres farver og papirer ligger og viste ham at her måtte han frit tegne. Han blev ikke sur på mig men fortsætte bare med at tegne. Han har for nyligt bidt Sif, hvilket skete i ren frustration da hun forsøgte at tage noget fra ham. Da jeg siger nej til ham løber han bare væk og forsætter med det han var i gang med. Det er yderst sjældent at han reagerer sådan, det sker kun hvis han er presset ud i et hjørne. Men det er på en måde godt at vide at han kan sige fra – nu skal vi bare lære ham at sige stop!

For nogle måneder siden var det meget frustrerende for ham at vi ikke forstod ham, og at han ikke forstod hvad det var vi ville med ham. Han var i en periode meget svær at håndtere. Hele vuggestue starten med alle de nye mennesker og rammer og regler var en meget stor omvæltning for ham og han var meget ulykkelig. Stille og roligt er han blevet mere og mere tryg nede i vuggestuen og det kan ses. I dag får han lov til at besøge alle stuerne i institutionen og børnehavebørnene er blevet så glade for ham. De synes han er så sød og han synes de er seje. Jeg får også tit at vide af de pædagoger der er mest om ham at han har et specielt sted i deres hjerter og det er simpelthen så skønt at høre at de ikke kun synes han er besværlig.

Til at lette hverdagen med ham begyndte de at bruge piktogrammer (små billeder med de ting der er i hjemmet eller vuggestuen, eller ting man skal) og det har vi også taget i brug herhjemme. Med dem på væggen kan han vise os hvad han vil have og de hjælper meget. Hvis han er frustreret over at vi ikke forstår ham trækker vi ham over til billederne og så kan han oftest vise os hvad det er han vil – eller så trækker han os der over. Der begynder også at komme nogle ord man kan forstå, man skal bare høre rigtigt godt efter 😊 Vi prøver at få ham til at sige ting med at pege på ting – men her tager det ham ofte noget tid at finde ordet frem i hjernen og så når de andre ofte at sige ordet før ham… Her er det i hvert fald en ulempe at have to søskende der er foran sprogligt.

Det kan godt virke som nogle meget små skridt – men for os er det kæmpestort. At gå fra at man ikke aner hvad man skal stille op med hvorfor han udvikler sig så anderledes, til en dreng der for det meste er glad og kærlig er bare så fantastisk! Vuggestuen har taget sig rigtigt godt af ham og de har hevet fat i nogle professionelle der kan hjælpe til. Vi vil jo alle gerne have at han blomstrer og det er fuldstændig lige meget at han gør det på sin måde – bare han har det godt og er glad!