Kolik

Jeg havde ingen anelse hvad kolik var for en størrelse før jeg selv stod midt i det. Ikke nok med at vi havde tre børn på 2 måneder der stadig fik mad hver 3-4 time – også om natten, så fik Jónas også kolik.

De første uger af deres liv var meget stille og rolige og de sov det meste af dagen. Da de var ved at være to måneder var far jo tilbage på arbejde og vi flyttede fra Frederiksberg til Frederikssund. Her var de også mere og mere vågne og begyndte at kræve noget mere af os end bare en krammer, ny ble og noget mad. Lige pludselig havde vi en lille gut der græd og græd. Han startede næsten som et vækkeur om aftenen når man var allermest træt. Hvis de to andre ikke sov da han startede kunne det virkelig blive en lang aften. Prøv at forestille jer at en går rundt med en grædende baby, mens en anden prøver at få to andre til at sove, i et lille bitte hus på 70 kvadratmeter. Hold op det var hårdt. Vi fandt hver vores metode til at takle ham og skrigeriet. Jacob gik frem og tilbage i vores lille aflange stue mens han sang al verdens sange for ham. Jeg smed tøjet, satte ørepropper i og lagde mig i seng med ham på brystet. Jeg forestillede mig en strand og himmelblåt vand og drømte mig væk mens han fortsatte med at skrige. Oftest nåede jeg at falde i søvn før han holdte op, og vågnede så i stilhed. I dag føles det underligt at jeg kunne sove under skrigeriet – men jeg var bare så træt at jeg kunne have sovet stående hvis der havde været mulighed for det.

Det var også i denne periode at vi eksperimenterede med diverse lyd remedier. Det startede med en kørende støvsuger eller hårtørrer der skulle minde om lyden inde i mors mave. Det virkede på de mindre ture. Der var også en aften han faldt i søvn i liften under emhætten der kørte på fuld blus. Vi forsøgte os med forskellige meditations og white-noise videoer på Youtube, til vi fandt en app der hedder Sleepy Sounds. En vidunderlig lille app der reddede vores liv. Vi satte på mega regnvejr og kørte det ud i det uendelige. Den kunne overdøve Jónas når de to andre skulle falde i søvn. Den hjalp også med at holde lyde fra den store vej vi boede ved ude. Vores børn sov i styrtende regnvejr i godt et år – frem til at vores tablet brændte sammen 😝 Den blev også brugt de sidste tre nytårsaftener til at lukke fyrværkerilyde ude – hvilket har virket helt perfekt! De har sovet dem alle sammen af sig 😃

Han blev også svøbt, pakket tæt ind nede i en lift hvilket skulle give sikkerhed, masseret på maven og gået i bad. Der var ikke noget der virkede, det skulle bare overståes.

Det var ofte vi var lige ved at nå bristepunktet. Vi havde hver især en nat hvor vi knækkede og der blev ringet til farmor på den anden side af midnat. Seje farmor kom så hurtigt hun kunne og afløste den knækkede forældre. Efter to af disse nætter indenfor 10 dage, sagde hun sødt at hun altså også skulle op på arbejde dagen efter. Og det virkede som at Jónas og forældrene hørte efter for der var ikke brug for flere nattebesøg fra farmor 😊

Moderkærligheden var ikke noget der kom til mig som et lyn ligeså snart jeg så dem. Måske var det fordi at vi ikke kunne holde dem fra første moment, eller særlig meget de første uger, hvem ved? Men over de første måneder kunne jeg mærke at kærligheden voksede stille og roligt – men mest over for Sif og Felix. Følelserne overfor min lille grædende Jónas gik desværre den anden vej – men det var jo ikke hans skyld – han kunne jo ikke gøre for at vi ikke kunne finde ud af hvad der var galt med ham. Den følelse af at hade sit barn, eller i hvert fald elske det mindre end de to andre var forfærdelig. Sikke han kunne presse en i disse situationer. I den periode hvor det stod på, og under hans skrigeture, der kunne opstå både dag og nat holdte vi ham og rendte rundt med ham. Her var der jo ikke meget opmærksomhed på de to andre. Ligeså snart Jónas var stille blev opmærksomheden vendt mod Sif og Felix, som udviklede sig og spiste som de skulle. Heldigvis er situationen vendt i dag og han har udviklet sig til verdens største charmør og jeg elsker ham ligeså meget som de to andre ❤

Som følge af kolikken kom vi ind i et forløb på Hillerød Hospital. Her skulle lægerne se om de kunne finde ud af hvad det var da gjorde så ondt. Vi blev gjort opmærksomme på at hans øjenkontakt var dårlig, så han blev sendt til øjenlægen. Der var ikke meget tid til at sidde og kigge ham i øjnene når han endelig havde dem åbne, vi var begge to udmattede og her skulle de to andre jo have lidt opmærksomhed. Herefter gjorde vi alt vi kunne til at forbedre øjenkontakten. Brugte mere om mere tid med ham i løbet af dagen og kiggede ham dybt i øjnene, men vi hængte også store øjne og kontrast skabende billeder overalt hvor han lå. Det virkede rigtigt godt og han forbedrede sig meget hurtigt. I dag kan han stirre på en med sine store hvalpe øjne og få lige hvad han har lyst til 😍 Han kom også til en neurolog og en fysioterapeut der undersøgte ham i hoved og røv og det eneste de kunne finde ud af var at han var lidt stiv i musklerne og løs i ledene. Vi kunne godt se at han kravlede lidt sjovt og da han begyndte at gå gik han meget på tæer. Han har derfor fået nogle støtte sko han skulle bruge og nogle øvelser og blev her for jul vurderet til at være udredt. Lidt sjovt at man kommer til lægen pga kolik og ende med at skulle bruge støttesko… Som med fleste andre børn der får kolik fandt vi aldrig ud af hvad der var galt og det stoppede næsten fra den ene dag til den anden. I løbet af sidste sommer havde han en periode hvor han vågnede skrigende efter en halv times lur og kunne skrige i op til 2 timer. Her fik jeg lige opfrisket følelserne fra kolik perioden. Men ligesom kolikken opstod det lige pludselig og forsvandt ligeledes fra den ene dag til den anden og jeg fandt aldrig ud af hvorfor.

I dag har han det super godt og forældrene bearbejder ham ikke for hans skrig og skrål – andet end at han kan skrige utrolig højt efter al den stemmetræning 😀 Men jeg sender et virtuelt kram til alle der nogensinde har haft et kolikbarn eller kommer til at stå midt i det – det er virkelig ikke en klub mand har lyst til at være i…