Team overlevelse

I dag har far Jacob eller pabbi som han bliver kaldt her hjemme fødselsdag og i dagens anledning skal han da lige have lidt ros ❤ 

Jacob og jeg har efterhånden været et team i mange år, men holdspillet kom på næste niveau ved børnenes ankomst. Vi er begge to ret glade for at vi havde kendt hinanden så længe inden vi fik børn – så der var noget godt ved at skulle vente på dem. Jacob siger tit at vi kender alle sider af hinanden, det han mener med det er at han kender sin kone godt nok til at vide hvornår hun er på grænsen til udbrud (hvilket heldigvis ikke sker så tit da han ved hvordan de skal undgås 😝).

Helt fra projektets start har han været med til det hele, så jeg har aldrig følt mig alene i projekt børn eller fertilitet. Hele graviditeten var han ved min side til næsten alle undersøgelser og al ventetiden på Rigets venteværelse… Han tog rollen som far til sig med det samme og løb den morgen de blev født utallige gange fra opvågning hvor jeg lå til neonatal hvor børnene lå. Mens mit arbejde med børnene var sat lidt på pause, værende sengeliggenden halvdelen af dagen, kom der sved på panden hos farmand – og på det tidspunkt havde han ikke sovet i over 24 timer (hvilket nok blev til i alt 36 timer til den næste lur, hvor han så måske fik en time eller to). Vi var så heldige at kunne være sammen om børnene på neonatal. Og her blev rollerne og rutinerne allerede sat på plads. I alt gik der 8 uger fra de blev født til Jacob startede på arbejde igen og sikke dejligt det var at have ham med i kampen i denne tid. Jeg havde dog ikke forestillet mig hvor stor en del af kampen om overlevelse han ville blive.

Man hører tit om de fædre der kommer hjem fra arbejde og kan ikke klare det arbejde der opstår om natten. Der var decideret en jeg hørte sige til Jacob at han skulle huske at lade som om han sov om natten så han kunne blive fri. Det råd tog han heldigvis ikke til sig. Jo længere tid jeg havde gået hjemme med dem jo sværere havde jeg det med at klare nattetjansen. Det var som om jeg var fyldt op med berøring og brok fra dagen, og kunne på ingen måde komme ud af sengen om natten. Her var min vidunderlige mand hurtig til at smutte ind til børnene og få problemet løst.

I de sidste år har vi været meget team og ikke så meget kærester, men tænker at det ikke er så mærkeligt når man virkelig føler at man bare skal overleve. Vi lavede en aftale før de blev født, om at ingen af os forlod skibet før børnene var 3 år. Nu nærmer vi os de tre år, men der er indsat en ekstra klausul – den der forlader skibet må tage børnene med sig 😂 Vi burde være sikret nogle år sammen 😉 Men Jacob skal have et kæmpe tak for at holde mig ud i denne tid hvor man er træt og grim og gider intet andet end at sørge for at børnene er i live. Tak for at du kan holde mig ud – jeg lover dig at inde bag ved trætheden og ordensfasisten er den kvinde du blev forelsket i ❤ Må vi overleve i mange år i nu!!!