At gå ned med flaget

Der har været lidt stille her på bloggen i et stykke tid og nu er jeg nået til et tidspunkt hvor jeg er klar til at åbne op. Jeg er også nået til et punkt hvor jeg gerne vil prioritere mig selv. Jeg må indrømme at siden trioen kom til verden har der ikke været særlig meget af det – al min energi er gået til at sørge for at de har det godt. Jeg har tilsidesat egne behov for at familien fungerer. Det er nok noget de fleste forældre kender til – nogle er bare bedre til at mærke efter at nok er nok og gøre noget ved det.

De år der er gået siden jeg blev færdiguddannet er gået med arbejdsløshed, graviditet, en forlænget barsel og nu igen arbejdsløshed – og hold op det er sku ikke sjovt mere. Jeg kan ikke kende mig selv og er virkelig begyndt at savne den gamle Ragga, hende der altid var glad og havde lyst til at være blandt folk og lyst til at bidrage i fællesskabet. Overskuddet er i bund og der bliver kun lige lavet det der virkelig skal laves. På en måde er jeg gået i dvale. Da børnene startede i institutionen tænkte jeg ‘fedt nu får jeg tid til at slappe af og tid til mig selv’. Men jeg var så udkørt at der kun blev slappet af.

Jeg var optimistisk på min chance for at få et job, men med hvert et nej der er kommet er tanken om at jeg ikke duer til noget blevet banket mere og mere fast i hovedet. Når man føler at man ikke har lavet andet en at lave mad og skifte bleer de sidste år er ens selvværd helt i bund, og jeg begyndte virkelig at tvivle på om jeg overhoved kunne bidrage til det her samfund.

Men så nåede jeg det her punkt – punktet hvor nok måtte være nok. Jeg tog til lægen og fik en henvisning til en psykolog og er startet hos en. Sikke dejligt det var at få bekræftet at det er en stor pakke jeg har været igennem og at det ikke er unormalt at man går ned med flaget efter den rutsjetur jeg har været igennem. Og sikke jeg glæder mig til at arbejde videre på mig selv og at udskifte de dårlige tanker med positive og finde den gamle Ragga frem igen – forhåbentlig i en endnu bedre version 💪😀 For inderst inde ved jeg jo at hun findes og at jeg godt kan en masse ting.

Det vildeste er at den dag jeg sygemeldte mig fra hele jobcenter/a-kasse cirkuset pga. angst og stress bliver jeg kaldt til samtale hos et rekrutteringsfirma 😄 og jeg har nu været til to jobsamtaler og de er gået langt bedre end jeg nogensinde turde tro på. Så nu er tallerkenen ved at vende og jeg glæder mig til den kommende tid – og vi starter med en kærestetur til Hamburg i morgen ❤😊