Ubetinget kærlighed

Jeg tænker at jeg ikke er den eneste der havde hørt om den her ubetingede kærlighed der skulle opstå så snart man så sit nyfødte barn for første gang? Jeg tror heller ikke at jeg er den eneste der ikke har oplevet det der kærlighedslyn fra klar himmel? Jeg er ikke sikker på hvornår kærligheden til mine børn opstod men hold da op jeg elsker dem 💙💚💜

Jer der har født jeres børn på helt almindelig vis (og her siger jeg ikke at kejsersnit er ualmindeligt 😉 men oplevelsen er efter sigende lidt anderledes) skal forestille jer hvordan den her historie ville føles – en historie om ikke at være i kontrol over situationen og om at skulle lægge sine små poder i hænderne på nogle fagpersoner i stedet for at kunne forlade hospitalet nogle time efter deres fødsel.

Det gik lidt stærkt den nat trioen blev født. Jeg mistede vandet ved 23 tiden og var inde på fødegangen på Riget ved midnat. Her kunne de konstatere at jeg havde veer. Lægen ville gerne afvente situationen for det behøvede ikke at betyde at de skulle fødes den nat, men at der var en mulighed for at det gik i sig selv igen. Men ved 3 tiden om natten fik jeg presseveer og så var der ingen vej tilbage, jeg skulle have et semi-akut kejsersnit. Når der er tre børn der skal fødes på en gang, og det gode 6 uger før tid så er der en del mennesker inde på operationsstuen. Det var noget med at der var en anæstesilæge og sygeplejerske, i hvert fald en læge (hvis ikke to) til at lave kejsersnittet og en sygeplejerske, i hvert fald en børnelæge og en jordemoder og så en sygeplejerske til hver af børnene. Og så os to. De havde en station til hver af børnene. Drengenes var nede ved fodenden af mig, og Sifs station var ved hovedgærdet. Børnene blev født 4:00, 4:02 og 4:04. Der var ingen store problemer med dem andet end at Sif skulle bruge en lille smule ilt. Jacob fik lov til at tage få billeder af børnene men derefter blev drengene kørt på neonatal. Jeg fik kun lov til at se Sif og kysse hende på kinden før hun også blev flyttet til neo. Jacob fulgte med hende og fik lov til at være med fra de første minutter af deres liv, men der på operationsstuen lå jeg tilbage – helt alene (ej her var der vist 3 fagpersoner til stede 😉).

Ved syv tiden kunne jeg ikke vente længere og blev rullet fra opvågning ned til børnene på neonatal og det var her jeg så mine drenge for første gang. Jeg måtte ikke komme ud af sengen og trioen var i tre forskellige varmekasser så det eneste jeg kunne gøre var lige at sætte hånden ind i de tre kasser og røre lidt ved dem. Her var jeg måske en time, hvorefter jeg skulle op på “mit” værelse og vente på at der kom en læge at kigge på mig. Det var de længste timer i mit liv. Jeg nåede at fortælle nyheden til hele verden og sad bare der og surfede på nettet som om der ikke var sket noget som helst i mit liv. Jacob spurtede mellem etagerne hele formiddagen og jeg fik nyheder af børnenes vægte og første mad, men det var jo ikke det samme som at være hos dem. Efter frokost blev jeg godkendt til at komme ned til dem og brugte resten af dagen på deres stue, men de blev i kuvøserne. Da vi nåede aften undrede vi os over hvornår vi ville få lov til at holde dem – og her blev de søde sygeplejersker helt flove og spurgte om vi ikke havde fået lov til det tidligere på dagen… Hurtigt blev børnene taget ud af deres kasser med alle deres ledninger på og flytted over på vores bare brystkasser for den kontakt de havde brug for var hud-mod-hud.

Dagen efter kom børnene ud af kuvøserne og over på en varmepude, men de havde stadig overvågningsudstyr på og deres sonder. Hvis vi ville holde dem skulle vi smide tøjet og ligge hud-mod-hud med dem. Men det var der bare ikke så meget tid til når børnene skulle have mad og skiftet ble hver anden time (og fra 4 dagen hver 3 time) og så var der lægebesøg og jeg skulle finde ud af at pumpe mælk til dem + at vi skulle spise og sove. De første dage var super hektiske og det var nok først efter en uge at vi fandt en rytme i vores nye tilværelse og havde mere overskud til at holde de små poder.

Efter at vi kom hjem ændrede vores rytme sig igen. Vi skulle jo finde ud af hvordan vi fik hjemmet til at løbe rundt nu når vi ikke var i hospitalets luksus verden mere 😂 Og her var den der kærlighed ikke dukket op. Hele vores liv omhandlede praktik og samarbejdet mellem Jacob og jeg blev hurtig som en velsmurt maskine.

Jeg kan huske at en tidlig vinterdag – her snakker vi måske november december (og de er født 24. august) – kom jeg til at tænke hvor meget jeg elskede dem og her var det kun Felix og Sif jeg elskede. Kærligheden til Jónas tog længere tid at opstå da han havde kolik og jeg havde ingen overskud til at elske ham i den tilstand.

Vi gjorde alt hvad vi kunne overskue til at have dem tæt på os og nusse dem. Jeg sad i lang tid med alle tre på en ammepude og gav dem flaske mens de lå helt tæt på mig og det gjorde jeg så længe de kunne være der. Men det nærvær jeg har set hos familier hvor der kommer et barn ad gangen var ikke noget vi kunne klare. Vi var konstant i undertal og havde strikt skemalagt dag + et kolik barn.

Men i dag er sagen anden. Hold da op en kærlighed man føler når ens børn smiler til en, løber hen til en efter fravær fra hinanden, eller lægger sine små arme om ens hals ❤, når de laver små ting sammen eller man kan høre en samtale forme imellem dem. Sikke en kærlighed og varme jeg føler i disse situationer. Nogle dage varer denne kærlighed kortere en andre eller opstår sjældnere 😆 De er nemlig mega besværlige fortiden og sikke de kan skændes og drille hinanden 😈, men så 5 sekunder senere laver de noget sødt og så er vi tilbage til kærlighed.

Jeg kan huske at de første måneder af trioens liv kunne jeg tage mig i at have dårlig samvittighed over manglen på kærlighed – det var jo noget man bare skulle føle fra dag et! Men her snart tre år inde i projektet har jeg forstået at sådan er det nødvendigvis ikke og at det hektiske liv vi var igennem i de første måneder af trioens liv har påvirket den der kærlighedsfølelse. Der er ikke en regel for den der ubetingede kærlighed – men den skal nok opstå på et eller andet tidspunkt 💙💚💜